At bo på kreta

kreta

At bo på kreta

Dinny - en fastboende dansker på Kreta

af Birgit Smidt

Jo, her må bo en dansker, der er jo en cykel

Se, en cykel!
Det endegyldige bevis på, at her bor en dansker

 

 

Udsigten fra Dinnys terrasse

Udsigten fra Dinnys terrasse - desværre med et større bageri til at tage halvdelen af udsigten til havet

 

Nogle af Dinnys katte og så selvfølgelig hundehvalpen Bella

Et par af Dinnys mange katte sammen med hunden Bella.

 

Dinny i et afslappet øjeblik på terrassen

Dinny i et afslappet øjeblik på terassen

Vi ved alle, hvordan det er at skulle hjem fra ferie. Vi tænker: Bare vi kunne blive i dette paradis, at bo her på Kreta blandt alle disse vidunderlige mennesker, den pragtfulde natur og det konstante gode vejr. Men hjem flyver vi alligevel – og efter par ugers tid med arbejde, regninger og andre hverdagsting, er ferien blevet til blot et godt minde.

Der er dog nogle få, som fører ønsket ud i livet. Som f.eks. Dinny. I Dinnys tilfælde var det ikke hendes egen ferie, der gjorde udfaldet, men derimod hendes datter Lindas ferie på Kreta. Linda forelskede sig i en kretenser, han i hende og snart var Linda gift med Kostas og bosat i Matala. Dinny blev hurtigt mormor til to, og eftersom hun gerne ville se mere til sine børnebørn, besluttede hun at flytte til Kreta.

Hvordan lever man så som dansker her – for lige meget om man bor i Danmark eller på Kreta, vil der vel altid være regninger, der skal betales.

 

Hverdagen på Kreta

Dinny havde tidligere i sit liv arbejdet med oversættelser. Udover dansk taler og skriver hun også flydende italiensk og engelsk. På denne baggrund startede hun sit eget lille en-mands oversætterbureau. Det krævede bare en computer og et internetmodem, og via computeren kan hun jo arbejde hvor som helst.

Dinny har – med sin datters hjælp – fundet et fantastisk lille hus i Pitsida nær Matala. Udsigten over Komos Beach er noget, som jeg ville bruge timer hver dag på at nyde, men Dinny er standhafting. Hun ”møder” hver morgen på sit kontor – et af huset små, skyggefulde værelser og arbejder der det meste af dagen. Der skal jo tjenes til husleje, mad og de øvrige regninger, så Dinnys liv er såmænd ikke så meget ulig, hvad det ville have været i Danmark – ja, altså bortset fra Kretas vidunderlige klima og at bo nær familien.

Dinnys mange dyr

I det års tid, Dinny har boet på Kreta, har hun også opfyldt en anden drøm: At have dyr omkring sig. Hvor mange katte Dinny bespiser, ved ikke engang Dinny selv – men det er mange og i alle størrelser og farver. Hendes sidste erhvervelse er en hundehvalp, som hun glæder sig til bliver stor nok til at tage med på lange traveture hver dag – hvis hun da ikke er optaget af en eller flere kattefødsler ….

Men har der ikke været sprogproblemer? Har Dinny virkelig lært sig det græske sprog bare ved at bo der? Nej, desværre ikke, men kun på grund af mange sammentræf: For det første bor Dinny nær sin datter i Matala, og i Matala er der i 8 ud af 12 af årets måneder hovedsagelig turister – altså foregår konversation på dansk, engelsk eller italiensk. Den lille by, Pitsidia, hvor Dinny selv bor, er også hjemsted for en del fastboende tyskere, så den daglige snak på torvet har mere givet Dinnys tyske et brush-up fremfor at forbedre det græske sprog.

 

Kan man overhovedet savne noget, når man bor i sådan et et paradis og har familien tæt på? Dinnys svar kommer prompte: Remoulade!

At komme så langt har ikke været uden problemer for Dinny – store som små. Men er man stædig og tålmodig, løser tingene sig. Læs mere om Dinny og hendes hverdag på hendes blog her på denne website.

Læs mere om at bo på Kreta i Dinnys blog



footer
Custom Search
Copyright Explorecrete.com

This page about At bo på kreta is protected by International Copyright Law - Web-design and SEO by ArtKreta.gr

search explorecrete.com newsletter video english german french dutch swedish danish russian chinese greek