Da Jeg for vild på Kreta

kreta

Da Jeg for vild på Kreta

Jeg lejer altid en bil, når jeg er på Kreta og så kører jeg bare "ud i det blå" ad veje, der ser interessante ud. Ofte ser jeg er vejskilt mod en by eller et sted, som jeg gerne vil se. På den måde har jeg set og være mange steder på Kreta, store som små, kendte som ukendte. Jeg må indrømme, at jeg til tider har haft svært ved at finde tilbage til mit udgangspunkt igen, men hver gang har jeg mødt venlige kretensere, der har peget på kortet for at vise, hvor jeg var og hvilken vej, jeg skulle følge, så det har aldrig været noget større problem.

I år havde jeg mit udgangspunkt i Agia Pelagia, en lille by små 30 km vest for Iraklion. Da indbyggerne i Agia Pelagia alle stammer fra Achladia, følte jeg, at en smut op dertil ville være passende. Så jeg fulgte vejskiltene til Archladia. Det viste sig at være en smuk og gammel lille landsby, hvor der ikke boede ret mange mennesker - og da jeg oven i købet ankom omkring kl. 13 virkede landsbyen helt uddød.

Jeg så et skilt der pegede mod Savathianon klosteret. Hvorfor ikke? Så jeg fulgte skiltet ud af Achladia mod Rodia. Her var endnu et skilt mod klosteret, det pegede til højre op ad bjerget. I det øjeblik jeg skulle til køre opad, kom en lastbil og kørte op ad den samme vej. Skulle jeg virkelig køre bag denne store, osende lastbil hele vejen op ad bjerget? Nej, jeg besluttede, at klosteret måtte vente til en anden dag og kørte i stedet til venstre.

Der var ingen skilte til at fortælle mig, hvor jeg var på vej hen, men det ville jeg nok finde ud af på et tidspunkt. Så jeg fulgte vejen, selvom den blev smallere og smallere. Her og der var den ikke asfalteret, men sådan er vejene jo på Kreta.

Små veje på KretaEfter at have kørt nogle kilometer delte vejen sig. Jeg kiggede efter nogle vejskilte. Ingen. Højre eller venstre? Valget var ikke særlig svært, når man kommer fra Danmark: Mod bjergene. Og så gik det ellers opad og opad. Vejen var nu blevet til en grusvej, og jeg sendte en tanke til biludlejningsfirmaet. Var der ikke noget om, at jeg havde skrevet under på kun at køre på asfaltvej?

Vejen delte sig hele tiden, og hver gang valgte jeg retningen opad bjerget overbevist om, at på et tidspunkt ville det begynde at gå nedad igen. Men det gjorde det ikke. Vejen endte bare! Så var der ikke andet at gøre end at vende bilen rundt og køre tilbage til, hvor vejen sidste delte sig og valgte den anden retning. Næste gang, vejen delte sig, valgte jeg så vejen væk fra bjerget. Jeg havde ikke kunnet se havet et stykke tid, der var ingen huse, ingen mennesker, ingen vejskilte - ikke engang advarselsskilte om, at vejen var snoet og stejl.

Jeg kørte fortrøstningsfuldt videre, idet jeg hver gang forsøgte at køre i omtrent samme retning, hver gang vejen delte sig. Adskillige gange endte jeg på en blind vej, og jo mere jeg kørte, jo smallere blev hjulsporene, og græsset i midten var til tider så højt, at det var tydeligt, at ingen havde kørt her i lang tid.

Efter at kørt rundt på denne måde omkring en times tid bestemte jeg mig for at forsøge at finde ud af, hvor jeg mon var henne. Alt omkring mig så så øde ud. Desuden var min flaske med vand ved at være tom - og benzinmåleren viste, at tanken nu kun var kvart fuld. Jeg kiggede på kortet for at se, hvad eller hvilken by, jeg kunne være i nærheden af. "Protected area" stod der på kortet. Og hvad mente de så med det? I følge kortet skulle der kun være én vej gennem dette "protected area". Bare ved at kigge ud kunne jeg se mindst to veje - i hver sin retning!

Med tanke på den næste tomme vandflaske og bensintank, bemærkningen om ikke at køre på grusvej, var beslutningen om at køre samme vej tilbage, som jeg var kommet, ikke særlig svær. Det kunne vel ikke være så svært. Bare om på den anden side af bjerget og så nedad. Hvis jeg på noget tidspunkt drejede forkert, såville vejen sikkert bare være blind og så ville jeg vide, at jeg skulle vælge den anden vej.

Jeg var ved at blive lidt nervøs: Ingen vejskilte, ingen mennesker og snart heller ikke mere vand. Hver gang jeg så et hus, kørte jeg dertil, men de var alle øde.

Mobiltelefonen! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på den lidt tidligere? Jeg kunne jo ringe til f.eks. biludlejnings-firmaet, og så ville de kunne hjælpe mig. Eller ville de? Hvad skulle jeg egentlig sige? "Hallo, jeg er fater vild et sted og kan ikke finde hovedvejen? Hvor jeg er? På Kreta et sted, antager jeg ....." Hvordan i alverden skulle de kunne fortælle mig, hvilket vej jeg skulle køre, når jeg ikke engang vidste, hvor jeg var.

Så jeg kørte videre, medens jeg forsøgte at holde en bestemt bjergtop til venstre for mig hele tiden. Og pludselig kunne jeg se havet igen! Og dernede, langte nede, var Rodia. Og jeg kunne også se en asfalteret vej. Det kunne vel ikke være så svært at komme dertil, bare lidt tilbage og så til venste ad en vej, der gik nedad. Som tænkt,. så gjort. Men der kom ingen veje til venste på noget tidspunkt - dem havde der ellers været masser af tidligere ....  Og nu var jeg kørt så langt, at jeg endnu en gang ikke kunne se havet. Jeg vendte bilen for jeg ved ikke hvilken gang og kørte tilbage, så jeg kune se havet og den asfalterede vej. Men hvordan jeg skulle komme derned var mig en gåde.

Niko - en ægte kretenserJeg kiggede op ad bjerget og se noget mærkeligt - så mærkeligt, at jeg var overbevist om, at dette må være en form for fata morgana: En mand i orange overalls lænede sig op ad en helt ny og skinnende firehjulstrukken Toyota helt uden buler. Tja, hvis han var et fata morgana, så ville han sikkert forsvinde, hvis jeg talte til ham, så jeg forsøgte mig med et "Yia sou". Og fata morganaet svarede. Han var et virkeligt og levende menneske. Sikke en lettelse.

Jeg spurgte ham på mig bedste græske (hvilket ikke er specielt godt), hvordan jeg kom til Rodia. Først fik jeg en lektion i at udtale Rodia korrekt (ikke særlig let, skulle jeg hilse og sige). Da han endelig var tilfreds med min udtale, spurgte han, hvad jeg hed og hvor jeg kom fra. Jeg svarede og han fortalte, at han hed Niko. Og så var vi endelig tilbage til emnet om vejen ned til Rodia. Lige ud og opad. Op ad bjerget? Jeg forsøgte igen: Jeg skulle NED til Rodia - Kato! Han nikkede. Nai, - pano kai Rodia. Jeg må have lignet et spørgsmåltegn, da han Følg den bil!spurgte, om jeg havde forstået det. Nej, det havde jeg ikke. Hvorfor i alverden skulle jeg dog begynde at køre opad igen, når jeg nu kunne se byen lige derne? Og havet, ikke at forglemme.

Så viste Niko sig som den ægte kretenser, han var. Han sagde, at han alligevel havde tænkt sig at køre lidt rundt, og han kunne vel lige så godt køre til Rodia, så hvis det var i orden med mig, skulle jeg bare følge efter ham. Om det ville det være i orden med mig? JA!

Og selvfølgelig var det den rigtige vej - altså opad. Ikke ret lang tid efter begyndte det at gå nedad og vi kom til Rodia uden problemer. Før jeg forlod Niko, fik han et stort kys - for aldrig har jeg følt mig så "forsvundet" - og fundet igen.



footer
Custom Search
Copyright Explorecrete.com

This page about Da Jeg for vild på Kreta is protected by International Copyright Law - Web-design and SEO by ArtKreta.gr

search explorecrete.com newsletter video english german french dutch swedish danish russian chinese greek