logo explorecrete.com

english pages greek pages german pages dutch pages danish pages russian pages

Prases ved Chania

Et uventet besøg i landsbygen Prases ved Chania, Kreta

Det er den 28. oktober, den dag i 1940, hvor General Metaxas afviste det ultimatum, i hvilket italienerne krævede retten til at besætte Grækenland. "Ohi-dagen (Ohi = nej) festligholdes over hele landet, og i Chania skal der være en stor parade. Da vi så paraden sidste år, har vi i år besluttet at deltage i kastanjefestlighederne i landsbyen Prases.

Vi har kørt gennem byen mange gange, og nogle af jer kan sikkert huske det fra min Omalos-beskrivelse. Dengang var vi lidt usikre på vejen:

"Ca. 200 meter foran os står 3 sortklædte mænd og diskuterer noget. Det ses nemt ud fra deres gestikuleren.
Jeg kører hen imod dem.
"Er du tosset, vi har mange penge på os, to kameraer og en kikkert og se på de mænd. Tror du ikke, at de vil røve os?"
"OK, de ser lidt vilde ud, men det er bjergmænd, og det er meningen, at de skal se sådan ud".
Hun kigger hurtigt på mig, og i løbet af få sekunder er alting gemt.
To unge mænd og en lidt ældre kommer hen imod jeepen, vinduet bliver rullet op i den ene side, men ned i min side.
Jeg forsøger at spørge om vej til Prases, og der kommer med det samme et stor smil frem på den ældre mands ansigt.
Han er villig til at vise os vejen, og i løbet af få sekunder sidder han på bagsædet. "Pame" (lad os køre/afsted).

Vi kører nu ned ad bakken og vejen er rigtig, rigtig dårlig og sådan lidt blød i det. Jeg kan føle, hvordan hjulene i højre side synker ned i mudderet. Det er godt, rigtig godt!!!
Min med-chauffør er blevet bleg og hvisker: "Han vil bare køres hjem. Og så vil han efterlade os, og vi finder aldrig tilbage igen."
Fra bagsædet hører vi manden sige: "Apo pou eisai;" (Hvor kommer du fra?)
Stilheden er brudt og vi er nu nået til bunden af dalen, og der er virkelig kønt her.
Alt er grønt, og gule blomster dækker mange af buskene. Nogle af træerne, måske frugttræer, er klædt i hvide blomster. En bæk, som vi kører over nogle gange, løber langs vejen. Der er også led at åbne, og Sofia bliver helt dygtig til det, og vores passager på bagsædet smiler og er glad.
Selvfølgelig var der en lykkelig slutning på den historie: "Et stort knus og et kys fra Sofia og vi efterlader ham sammen med sine venner."

Vejen til Prases er meget køn, og udsigten over bjergene og ned i kløften er vidunderlig.
Da vi ankommer til landsbyn omkring kl. 10.30 om formiddagen, er der allerede stor aktivitet. Folk løber til og fra. Vi parkerer volvoen og blander os med landsbyfolkene.
Centrum af landsbyen er blevet lavet til et marked med tre huse og en kafenion på den ene side, og to huse og en kombineret taverna/kafenion på den anden side.
Træer omkranser "markedet", og i baggrunden kan vi se bjergskråningerne, der også er dækket af træer og buske.
Her og der i det grønne landskab er der små, hvide huse og også nogle grusveje mod Omalos. Vi kender i hvert fald én af dem.
Himlen over os er blå, og en dejlig let vind blæser fra syd.
På vores venstre side, foran den lille kafenion, er der sat hvide plastikborde og -stole ud i vifteform. På den anden side er borde og stole sat op langs vejen. Der er stadig masser af plads, både biler og den tidlige morgenbus kan komme igennem.
Længere nede ad vejen på højre side, er der en lille hvid landsbykirke, i dag udsmykket med blomster.
Fra en lille bakke bag "markedet" har vi en helt perfekt udsigt over det hele. Der er stadig ikke mange gæster, men det er jo også tidligt endnu.
En æggende duft tvinger os til at gå tilbage til "markedet" igen.

Foran huset ved siden af tavernaen bliver der lavet mad. Store gryder med lam og katsika sættes over åben ild, og kokkene, tre mænd klædt i muntertfarvede forklæder, overvåger nøje madlavningen. De siger, at det er vigtigt at skumme af, og selvfølgelig har de ret. Krydderier? Nej, bare salt, der er det hele.

Prases

På jorden står nogle ølkasser fyldt med kød fra den første store kasserolle, og venter på at blive båret ind. Til vores glæde siger en af kokkene: "Oriste parakalo!" (Værsågod).
Vi tager hver er stykke, og alle synes at kigge på os med store spørgsmålstegn i øjnene. Stilhed i et øjeblik. "Endaksi;" (Er maden i orden?)
"To vrasto einae poli, poli nostimo. Mpravo. Mas aresi poli" (Kødet (det kogte) er MEGET velsmagende. Bravo! Det er lige noget for mig!)
At "for mange kokke fordøjer maden", passer slet ikke her. At skumme af er vigtigt.

Prases

Der er også nogle store potter med kastanjer i kogende vand, som en ældre sortklædt kvinde holder øje med. Da jeg tager et billede af hende, smiler hun på samme tid både varmt og meget sødt til mig. Det er så let at elske disse mennesker, og det er virkelig en ære at lære dem at kende, og blive en del af deres charme, gæstfrihed og venskab.
"Ela, ela apo edo sto fourno". (Kom her over, ved siden af dig, ved ovnen).
En ung men stærk kvinde, vinker os over for at tage nogle billeder. Bagved gryderne er der en ovn, hvori hun rister kastanjer. De er sorte og meget varme, og de smager dejligt.
"Ela mesa". (Kom med indenfor)!
Hun trækker Sofia og mig med ind i huset. På bordene står kastanjer, tilberedt på mange forskellige måder: Kogte, ristede, dyppede i honning, dækkede med chokolade og meget mere. Hun siger, vi skal smage dem alle, og de smager dejligt, specielt dem med chokolade.

Der er også masser af flasker fyldt med tsikoudia og den lokale vin. Det er ikke svært at regne ud, at det bliver en god fest.
Jeg forlader damerne og nødderne (!)- undskyld kastanjerne.
Fra tavernaen overfor kommer en anden liflig duft. Den opstigende røg fortæller mig, at der er en grill i nærheden. Jeg kan ikke se den, fordi den står neden under.
Jeg krydser over gaden og lægger samtidig mærke til, at biler nu parkerer i begge sider af vejen, hele vejen ned til kirken. Folk har taget det pæne tøj på, ældre og unge kommer for at deltage i festivalen, og snart vil "markedet" være fyldt.
Ved indgangen til "markedet", sælger to mænd billetter til den fantastiske pris af bare 3.500 drx. (75 kr.).

Brizola-mesterkokkene arbejder hurtigt i varmen fra grillen. De vender kødet igen og igen med de bare hænder. I det øjeblik jeg zoomer ind på dem med mit videokamera, registrerer jeg ud af højre øje et tegn fra en af mesterkokkene og jeg hører "Ela" (Hvad så)?
Jeg spiser en stor brizola sammen med dem, hvortil jeg får serveret et glas vin. Jeg er næsten i himlen.
De fortæller mig, at det er tredje år landsbyen holder en fest som denne, for at fejre kastanjerne, og at i år er første gang det foregår udendørs. "Min ven, du er kommet med godt vejr", siger de, som med en stemme. "Er JEG?" "Ja, selvfølgelig er jeg det".
Ved siden af os står 8 eller 10 tønder, hvorfra der kommer den specielle duft af mæsk. I løbet af et par dage vil det blive til de første glas tsikoudia. Det ville måske være en god idé at komme tilbage hertil til den tid!

Efter at have spist den superbe brizola, drukket to glas vin og - for at afslutte vores private mini-grill fest - et glas af noget af det bedste tsikoudia, jeg nogen side har smagt, vil jeg nu prøve at finde Sofia igen.
Kødet, vrastoen, på den anden side er nu færdig, og mændene presser suppen, som skal bruges til pilaffi.
Drengene sætter kastanjer, salat og flasker - rødvin og tsikoudia - på bordene. Viften har ændret farve fra hvid, til en blanding af rød, blå, grøn, gul, brun, sort, lyserød og så videre på den skønneste måde. Folk har tøj på i alle kulører, og dette giver liv til viften, og den bevæger sig og skifter hele tiden. Festen er begyndt.
Men hvor er Sofia?
Jeg går rundt for at se efter hende og finder hende hurtigt midt i et større selskab, der står og spiser, drikker og ler.
Hun har mødt en god ven, Nikos, som er kok på Moutoupaki Taverna, og nogle af hans venner. Hun er i gode hænder, så jeg fortsætter min udforskning af hvad der sker med maden.

Pilaffien laves inde i "kastanjehuset", og overkokken bruger en stor træske, når han koger ris og suppe sammen. Det kritiske øjeblik, øjeblikket da det har fået præcis nok til at være en perfekt pilaffi, synes ikke at tynge ham, for hans kone hjælper ham. Hun er landsbyens specialist på det felt.

Prases

Udefra hører vi musikanterne stemme deres instrumenter, liraen og lutten. Efter få munutter er pilaffien klar, og nu sker alting meget hurtigt. Drenge og piger løber så hurtigt de kan ud til bordene, med tallerkener fyldt med pilaffi, og fra den anden side af vejen serveres brizolaen på samme måde. De unge mænd i orkesteret begynder at spille. Det er "perfect timing"! Pilaffien er klar til at blive serveret.

Pilaffien

Jeg går tilbage til Sofia og slutter mig til hende og hendes selskab. Masser af god mad, vin og kastanjer, gode og dårlige historier og en hel del latter sammen med venlige og rare mennesker. Hvad kan vi ønske os mere?
Efter at have spist alt for meget mad, har vi behov for at røre os lidt og tager derfor en spadseretur langs vejen.
Biler er parkeret overalt og aftenbussen sidder fast i et sving. Chaufføren prøver igen og igen, men det er umuligt at få bussen gennem svinget. Et par af passagererne hopper af bussen, og resten er meget enkelt. De løfter to af bilerne ned i grøften og så er vejen passabel. Bilejerne vil helt sikkert undre sig: Parkerede jeg virkelig min bil så åndssvagt?
Jeg håber oprigtigt, at det var manden i familien, der parkerede bilen, ellers.
Timerne er fløjet af sted, og snart er det mørkt. Over bjergene kigger "manden i månen" ned på alle menneskene og den gode mad. Det er nymåne, så han ser lidt sulten ud. Jeg inviterer ham med til festen: "Min ven, hvad med en brizola og noget pilaffi?"
"Jo, det ville være godt, tak skal du have. Som du kan se, er jeg hundesulten". Sikken en begivenhed det ville være. Fra nymåne til fuldmåne på én nat.

Børn løber rundt og leger og råber af glæde og lykke. Foran viften danser og synger unge mænd til traditionel musik, akkompagneret af folk. De klapper i hænderne.
"Opa! Opa!"
Vi kan næsten røre ved atmosfæren. Det er en af disse magiske nætter. Desværre er der en ende på alting, og vi skal tilbage til Chania, men . hvem er den mand derovre, ja, den mand med det grå hår, overskæg og et stort smil? Han ser bekendt ud.
Nu er jeg sikker. Det er "røveren", som vi havde med i bilen fra Omalos for ca. 6-7 år siden. Skal vi, eller skal vi ikke hilse på ham? Vil han huske os, eller er det overhovedet muligt, at han KAN huske os?
Vi beslutter, at forlade både ham og hans selskab. Måske kan vi komme tilbage en anden god gang, og se om vi kan finde ham (og det gjorde vi faktisk, men det er en helt anden historie.). prases chania kretaDet er sent, da vi kommer tilbage til Chania. Det er umuligt at sove.

Når jeg lukker øjnene, kører indtrykkene og folkene fra Prases forbi som en film, og jeg er tilbage i Prases igen. Ved siden af mig danser Sofia natten væk i sin seng, og jeg er sikker på, at også hun er tilbage i landsbyen.

Sent på natten må vi forlade Prases. Det har været en eventyrlig dag og nat på Kreta . igen.

Kreta er i vores hjerter,

Lars og Sofia

*Af Lars Magnusson

 


Alle Pagina's