Spinalonga på Kreta

Spinalonga eller Kalidon på Kreta: "De spedalskes Ø"

Øen Spinalonga på Kreta er mest kendt for at være ”de spedalske ø”, hvilket dog kun er en brøkdel af øens historie. Forud for dette ligger mere end 1000 års historie med besættelser af snart sagt alle befolkninger omkring Grækenland, og de fleste af bygningsværkerne på øen vidner da også om dette; øen er ét stort fort, bygget af de skiftende besættelsesmagter såsom venetianerne, ottomanerne og tyrkerne. Men lad os her holde os til øens sidste beboere, de spedalske.

I 1903 blev Spinalonga ”udnævnt” til det sted, hvor alle Kretas spedalske skulle bo. Dette til trods for, at øen på dette tidspunkt var beboet af tyrkiske muslimer. Disse flygtede selvsagt, da de første spedalske blev sejlet til øen den 13. oktober 1903.

Fra 1913 var det ikke kun spedalske fra Kreta men fra hele Grækenland, der blev internerede på Spinalonga, hvilket fik øens beboertal op på omkring 400. Når man tænker på, at øens størrelse – at gå rundt om øen er en gåtur på mindre end 1 km – skal der ikke meget til at forestille sig, at man har boet tæt her.

Der, hvor turisterne bliver sat i land i dag, er en lille havn lavet til formålet. De spedalske blev i årenes løb sejlet over det smalle stræde fra den nærmest liggende by, Plaka, til den daværende hovedport, som er et imponerende bygningsværk med søjler og en stor jernport. I tiden med spedalske på øen blev alt, selv penge, desinficeret i de store rum i denne port.

Dagligdag på Spinalonga

Når man som turist ankommer til Spinalong, går man gennem en tunnel, og herefter står man ved begyndelsen af en hovedgade med små huse på begge sider. Det ligner faktisk alle andre, små kretensiske landsbyer. Følger man hovedgaden længere frem, finder man de sidst byggede bygninger på Spinalonga: Et lejlighedskompleks.

Hovedporten, hvortil de spedalske ankom fra Plaka, og hvor alt, selv penge, blev desinfecseret

De spedalske gjorde, hvad de kunne for at forsøge at leve et normalt liv. De fleste smittede havde haft et erhverv, før de blev syge, og de fortsatte med dette erhverv, bare begrænset til Spinalonga. Bageriet og hospitalet er stadig bevaret, og dette samme gælder et par små tavernaer. Som i alle andre samfund var der her en borgmester, og indbyggerne blev gift og fik børn. Var børnene ikke spedalske (hvilket de sjældent var), blev de taget fra forældrene og sejlet til fastlandet, hvor de voksede op på børnehjem eller hos familie. De spedalske kom ikke til Spinalonga blot for at ligge på hospitalet og vente på at dø.

En lille del af hovedgaden på Spinalonga

Stop et par sekunder enten ved begyndelsen af hovedgaden eller vend dig om og se dig tilbage, når du er nået til de sidst byggede lejligheder. Det er slet ikke svært at forestille sig en beboet by her.

Selvfølgelig har det været forfærdeligt først at få diagnosticeret en dengang uhelbredelig sygdom og derefter blive bortvist til en lille ø for resten af livet. Der blev dog gjort en del for at opveje dette. Alle spedalske fik en ikke ringe økonomisk kompensation fra regeringen samtidig med, at de også fik løn for de arbejde, de udførte på øen. Mange mennesker, som på en eller anden måde havde tilknytning til øen, enten som læger, præster eller familie, gjorde meget for at give Spinalongas indbyggere et tåleligt liv. Bl.a. kan nævnes, at Spinalonga fik elektricitet i form af en generator allerede før 2. verdenskrig, mange år før der kom elektricitet til både Elounda og Plaka! Spinalonga var af samme grund også et af de første steder på Kreta, hvor der var en biograf – for øvrigt den bygning, som nu tjener som café for os turister.

Plaka. Så nær og dog så fjern

Med ca. 400 mennesker på så lille en ø har der været mangel på mange ting, mest af alt jord at dyrke. Det er faktisk kun på øens østside, hvor der findes en smule af dette. Man kan stadig se, hvordan denne værdifulde del af øen har været opdelt i små firkanter for ejerne at dyrke, og sådan et lille stykke jord var noget af det mest værdifulde, man kunne eje. Dette selv om jorden var så udpint at stort set kun et par mandel- og oliventræer gav en smule udbytte.

Kirkerne på Spinalonga

To kirker blev brugt i de mange år, hvor byen var beboet af spedalske: Agios Panteleimon, som ligger på hovedgaden lige foran sygehuset, og Agios Giorgos, som ligger på østsiden af øen. Den sidstnævnte kirke blev kun anvendt til begravelser, og kirkegården ligger da også lige ved siden af. Agios Panteleimon blev bygget om i 1953 for penge samlet ind blandt de spedalske. Det kan give lidt stof til eftertanke, da vi nu ved, at penicillinen, som helbreder spedalskhed, blev opdaget netop dette år.

Kirken, Agios Panteleimon og Spinalongas hospital (øverst til højre i billedet)

Man leder forgæves efter navnene på de begravede på øens lille kirkegård. Årsagen er simpel: Gravstederne blev brugt igen og igen. De fleste gravsteder er ikke meget større end en fortovsflise, men der findes nogle enkelte større – men det kostede mange penge at blive stedt til hvile i et mandsstor gravsted.

Tag selv en tur til Spinalonga – eller Kalidon, som denne lille ø også hedder, da det er hele halvøen fra Elounda, der benævnes Spinalonga. Og nu vi er ved navnet, som jo slet ikke lyder græsk, og derfor er der også mange forklaringer på det. Her er bare at par af dem: Det kan være udsprunget af det græske ”stin Elounda” som betyder ”i Elounda”. Andre forklaringer er, at stedet er navngivet af venetianerne og derfor har fået det latinske navn Spina = ryg og Longa = lang, som beskrivelse af hele halvøen.

Man kan sejle til Spinalonga med båd, større eller mindre og med eller uden guide, fra Agios Nicolaos, Elounda og Plaka.

Dne lille kirkegård på Spinalonga

Hvis denne historie virker barbarisk på danske læsere, vil jeg lige minde om de mange Skt. Jørgens Gårde rundt omkring i Danmark, som gjorde det ud for ”de danske Spinalongaer”.

Læs mere om Spinalonga ...

Der findes ikke meget litteratur om Spinalonga. Kretenserne er ikke særlig stolte af denne sidste del af øens historie, men der begynder at komme små hæfter og bøger om stedet, f.eks. Follow us in Spinalong af Alibertis Antonis eller The island of the lepers af Beryl Darby.

En anden måde at anskue dette meget specielle sted er romanen ”The Island” af Victoria Hislop. Selvom det er fiktion, lever man sig hurtigt ind i bogen og græder og ler med personerne.

* Artiklen er skrevet af Birgit Smidt