Loutro på Kreta

Hej, jeg hedder Julie Friedeberger, og Yannis har venligst bedt mig om at skrive noget til ExploreCrete en gang imellem.
Det er jeg glad for, da jeg har elsket Kreta i næsten 20 år, lige siden min mand og jeg for første gang opdagede denne storslåede ø i 1981.
Vi har rejst meget rundt (indtil jeg "blev hængende" i Loutro!), men har kun kradset i overfladen, så Kreta vil blive ved med at trække i os. I 1984, på vej tilbage til Sfakia fra Samariakløften, så vi det første glimt af Loutro, fra dækket af "Sofia", en af de små færger, der kom før giganterne, der nu sejler i fast rutefart på Kretas sydvestkyst. Jeg tænkte: "Jeg må tilbage hertil en dag"!
Det tog 8 år at komme tilbage, men endelig i 1992 lykkedes det, og igen i 1993. Lige fra begyndelsen har Loutro med bjergene og havet omkring sig, været noget helt specielt for mig. Jeg er altid lykkelig, når jeg er der. Der er en kraftfuld energi på Kreta, men den er ekstra stræk der. Som Marjeta siger: Det er det sted, hvor man mere end noget andet sted føler sig tættest på Gud".
Da jeg skulle rekreere mig fra en brystcanceroperation i foråret 1994, ville jeg til Loutro, så snart jeg overhovedet var i stand til at rejse. Helt impulsivt købte jeg en flyvebillet og en uges blomstervandringsferie og tog af sted. At være der, gå rundt i bjergene, og svømme i havet, var helbredende og gav ny energi, og da jeg kom tilbage til England igen, var jeg parat til at fortsætte mit normale liv.
Den uge i Loutro var et vendepunkt, og den spillede en afgørende rolle i min helbredelse. Da jeg senere skrev en bog om mine erfaringer med brystcancer, skrev jeg også nogle linier om turen, og hvad den gjorde for mig. Og da Yannis bad mig skrive noget til ExploreCrete, tænkte jeg med det samme på de linier. Jeg sendte dem til ham, og han kunne lide teksten, og her er den så. Jeg håber, at også du kan lide den. Fotografierne er fra vores rejse i 1994.

Et helbredende sted af Julie Friedeberger

I begyndelsen af marts følte jeg for første gang trang til at dufte til luften udenfor mit hus, og komme tilbage til et normalt liv igen. Impulsivt besluttede jeg at tage til Loutro på Sydvestkreta i en uge tidligt i april. Klaus, min mand, og jeg havde haft to skønne ferier der. Når jeg tænkte på stedet, længtes jeg efter at være der, at komme op i bjergene, og dykke ned i havet.

Gennem Freelance Holidays bestilte jeg en blomstervandringsrejse med botanikeren Jeff Collman som guide. Jeg havde ønsket for alvor at gå rundt i bjergene omkring Loutro, lige siden vi var der første gang, men jeg var ikke parat til at vove mig alene ud i de ubeboede højder, hvor det er så nemt at fare vild eller brække en ankel, når man er milevidt fra alle andre. Jeg havde kun foretaget små strejftog på en times tid væk fra landsbyen. Nu havde jeg chancen for at komme længere væk.

loutro

"Vandre med forårsblomsterne" lød som behageligt luntetrav, men de fleste af turene var heldagsture, som førte os højt op i de stejle, stenede bjerge, og det var en god test af udholdenhed og kondition. Jeg bestod. Kun 4 måneder efter en større operation, var jeg i stand til at gennemføre. Rygsækkens remme irriterede ikke en eneste gang mit ar.

loutro kreta

Vandreturene var fantastiske. Aprilhimlen var klar, luften ren og frisk, blomsterne kønne - marker og bjergsider fyldt med de allerflotteste valmuer og anemoner og andre blomster, både almindelige og sjældne, hvis navne jeg aldrig lærte. Jeff kendte dem allesammen, og jeg nød at se dem, men jeg var forgiftet af den ægte kærlighed til det vilde, nøgne, kongelige landskab på Sydkreta, og efter en kort besigtigelse af, hvad der skulle foregå på jorden, lod jeg mine med-botanikere fortsætte, mens jeg beundrede de fantastiske bjerge.

Jeg badede også hver gang, der var mulighed for det, og det var flere gange om dagen. Tidligt om morgenen, før vi begyndte vores vandring, om aftenen, når vi kom tilbage og i løbet af dagen, hver gang vi kom ned til havet. Min far havde lært mig at svømme, da jeg var 5 år gammel. Jeg elskede at svømme dengang, fordi han elskede det, og jeg har elsket det lige siden. Det er faktisk sådan, at jeg er vild med vand - jeg drikker det, tager bad i det, svømmer i det og går ture i regnvejr. Intet gør mig i bedre humør end at blive våd. Specielt i havet. Første gang man dypper sig er speciel, næsten hellig. Efter en svømmetur i havet føler jeg mig altid forfrisket, mere energisk, næsten genoplivet. På Sydvestkreta er vandet ekstra klart, rent og livgivende, når det glimter i solen og reflekterer alle nuancer af blåt fra himlen. Det er fyldt med livskraft, og at være i vandet er rensende og livsforstærkende.

Loutro ligger for foden af de Hvide Bjerge, "Lefka Ori". Vandet fra den smeltede sne flyder ud i det Libyske Hav, og kolde vandløb bobler ud fra søbredden. Vandet er køligt, selv i midten af juni. I begyndelsen af april var det iskoldt. Jeg kom hurtigt i, dykkede helt ned, og som jeg altid har gjort, trak jeg stropperne ned på min badedragt, for at komme i så tæt kontakt med vandet som muligt, helst med bare bryster - nu kun bryst - i vandet. Det kolde vand badede mit sår, flød iskoldt over det og stimulerede, rensede og helede. Efter 2 minutter var det iskolde vand til at holde ud, og jeg badede indtil det var tid til at tage af sted på dagens vandretur.

Ofte kom jeg til at tænke på en linie fra "Rig Veda" (en gammel Sanskrittekst), når jeg badede.

"I mellem alle vande bevæger Herren sig, overvåger menneskenes sandhed og menneskenes løgne. Hvor sødt Vandet er, krystalklart og rensende. Må disse store guddommelige vande levendegøre mig! "

Sidste gang, jeg var her, tænlte jeg, for ni måneder siden, havde jeg stadig to bryster. Nu, når jeg bader, kan jeg kun se ét. Jeg trækker stadig badedragtens stropper af, så snart jeg er i vandet. Men det ser anderledes ud. Et bryst hænger ned, når jeg ser ned ad mig selv: Den venstre side er flad, intet bryst der. Det føles mærkeligt. Bare det at være her, så anderledes, så hurtigt efter at jeg var her sidst, sætter det hele i et klart relief. Selvfølgelig var tumoren der også sidste år i juni, jeg vidste det bare ikke.

Da jeg kom hjem, skrev jeg i min dagbog: "Den uge på Kreta har fået mig til at føle mig "normal" igen. Jeg har glemt canceren. At være brystopereret er OK. Det var en god uge for mig på alle måder. Det var godt at udfordre mig selv fysisk. Det var godt at være sammen med fremmede mennesker, og klare sig som brystopereret. Det var godt at rejse alene uden angst. Det var godt at blive modtaget i Loutro af Rob og Bob og Alison og Maria og alle de andre - det var som at komme hjem.

Loutro Kreta

Duncan, som er en af mine yogaelever, sagde lige efter, at jeg var kommet hjem fra hospitalet: "Gør, hvad der glæder dig". Kreta, at være på Kreta, giver mig glæde. At bade ved Loutro, Marmara, Sweetwater, giver mig glæde. At vandre i bjergene giver mig glæde. At undervise giver mig glæde. At gå en tur i parken med Klaus giver mig glæde.

Og Peter, en af deltagerne på vandreturen, sagde: "Udsæt aldrig lykken". På vores anden vandretur, højt oppe på Anapolisplateauet, så Esje et træ, stoppede og sagde til sin mand: "Peter - er der virkelig knopper på det træ?" Dets stamme var død, intet træ, kun et virvar af bark var tilbage. De fleste af grenene var døde. Men det havde knopper over det hele, og det var lige før blomsterne sprang ud. Sikken en indsats, sikken en formåen, sikken en tro. Lige meget hvor skændet kroppen er, kan vi stadig sætte knop og gå i blomst.

En af mine favoritstrande på Kreta er Marmarastranden, en lille småstenet bugt nogle kilometer vest for Loutro, hvor vandet er endnu klarere og endnu mere livgivende. Marmara betyder "marmor": Alle de omgivende klipper er hvid marmor og der er en række marmorhuler langs kysten ved siden af stranden. De fleste af dem har kun én indgang, men for to somre siden havde jeg opdaget, at der var en, hvor jeg kunne svømme ind gennem åbningen, dreje om et skarpt hjørne, hvor vandet hvirvlede mod klippen, og svømme ud gennem en anden åbning. Der var mørkt i hulen, lidt skræmmende men spændende, og siden denne første hulesvømmetur har den haft stor betydning for mig - det var en metafor for at gå igennem noget og komme ud på den anden side. Den første dag endte vi på Marmara sent om eftermiddagen, og jeg svømmede ind i min hule. Nu havde metaforen fået en ny mening for mig.

Loutro Kreta Et andet notat i min dagbog: "At rejse til Loutro var det bedste, jeg gjorde. Udover at være en dejlig ferie, viste det mig, at jeg havde det godt, at jeg var i form, og at jeg kunne klare det. Jeg har aldrig følt, at jeg har kæmpet mod canceren, jeg har levet med den, og ladet den belære mig. Jeg er kommet gennem det. Og her er jeg, ude på den anden side af hulen. Der er måske langt at svømme endnu, men dette har jeg gjort: Jeg svømmede ind i hulen, ind i mørket, drejede om hjørnet og svømmede ud på den anden side, ud i lyset.

Og træet, den hensygnende stamme med knopperne, som Esje så. En anden af ugens metaforer. Hvordan vi kan fortsætte, med tro, med selvtillid, at gøre hvad der er naturligt for os at gøre, gøre, hvad vi er her for: Skabe, udvide, leve og vi fortsætter med at gøre det, indtil vi dør, om vi så har en hensygnende krop.

Den uge var et vandskel. Den markerede slutningen af min rekreation, og den markerede hvad jeg havde tænkt på som den tilbagetrækning, der nu havde varet i 4 måneder, mens jeg prøvede at forlige mig med cancerens realitet, og begyndelsen til min tilbagevenden til livet og arbejdet. Jeg havde besluttet at begynde at undervise igen efter påske. Da jeg kom hjem fra Loutro, vidste jeg, at jeg var klar."

Det var i den uge for 6 år siden, jeg besluttede, at jeg ville tilbringe så megen tid som muligt på den del af Kreta. Jeg har været der mange gange siden, både to og somme tider tre gange om året, for at gå i præcis de bjerge, bade og bare sidde og se mig omkring. Det er altid lige vidunderligt, altid styrkende og foryngende. Det er virkelig et helbredende sted. Men på den anden side - det er hele denne fantastiske ø, og jeg håber at komme til at besøge den mange gange endnu. Kreta er . hjemme.

Min bog hedder "Et synligt sår: En helbredende rejse gennem brystcancer". Den blev udgivet af Element Books i 1996. Den handler hovedsagelig om, hvordan jeg kom gennem den oplevelse ved hjælp af yoga, som jeg har dyrket og undervist i gennem mange år. Nu underviser jeg kræftramte i yoga, og hjælper og underviser andre lærere, som er interesserede i at arbejde indenfor dette område.

Julie Friedeberger

e-mail:

Besøg Loutros fotogalleri: Loutro, kretensisk fotogalleri af Yannis Samatas