Kretas sjæl - En hyldest til Kreta og dens indbyggere
af Birgit Smidt
Efter nogle dage på Kreta
er jeg helt i fred med alt. Solen har brunet huden og har samtidig brændt
alle problemer væk - eller i hvert fald ud af hovedet for nu.
Jeg har en følelse af
samhørighed med det hav og de bjerge, jeg ser på. Jeg går
på det nærmeste ind i den natur, som jeg ser på og mærker,
at den fortæller mig en masse ting. Og jeg er i fuldstændig balance, fordi naturen omkring mig er rolig og i balance. Solen siger
snart godnat for i dag, men har lovet at være her og smile til mig
igen i morgen. Havet hvisker, at det vil vedblive med at dulme alt ondt
og synge mig i søvn. Bjergene er trofaste og vil blive liggende
med deres fantasiformationer i al evighed fremover. Snart kommer flagermusene
og holder mig med selskab. Men de vil få skarp konkurrence af cikader,
frøer, myg
og mange andre dyr, der alle fortæller, at de også ser, hver
jeg ser.
De folk, som bor
i disse smukke og givende omgivelser hele året rundt, er alle selv
blevet smukke og givende i deres sind. Ganske som omgivelserne ønsker
de at fortælle og dele ud af den overflod, de hver dag fyldes op
med.
Man kan kun blive tiltrukket
- ganske som en magnet - af dette. En stærk magnet, der fastholder
sjælen og vedbliver med at oplade den med positive kræfter.
Denne positive opfyldning gør,
at man bare smiler et næsten sammensvorent smil tilbage for at tilkendegive,
at man har hørt og forstået alle ordene, at man mærker
kraften og gerne vil give tilbage, at man har set og vil huske.
Uendeligheden viser sig, eksisterer,
men for ikke at lade sjælen forsvinde i den, kommer bjergene og
fastholder den - i det u endelige.
Bjergene har selv oplevet uendeligheden
og fortæller tusinde år gamle historier om naturen, der var
engang, om menneskene og dyrene, som dengang levede i den samme uendelighed,
som alligevel ikke var uendelig. Og dog, de er her endnu et sted i klippernes
lag, som igen fortæller om en anden lykke, en anden kraft, en anden
sjæl, hvordan de mødtes engang.
Uendeligheden fortæller,
at det endnu ikke er fuldbragt. Tiderne vil fortsætte, få
nye kræfter, som vil blive brugt på en endnu ikke fastlagt
måde. Sjæle vil mødes igen og igen, sjæle fra
de inderste af mennesker og det inderste af bjergene og havet, og skabe
fremtiden fra fortiden.
Stilheden blander sig med farverne
og duftene fra de tusind forskellige blomster og frugter og lader sig
optage af alt, som vil modtage.
Dimension efter dimension næsten
overvælder sjælens sanser. Duften modtages og sendes tilbage
gennem øjnene. Lyden modtages og sendes tilbage gennem huden. Varmen
absorberes og sendes tilbage med smilet. Farverne blandes for dine øjne
og inden i dig, gør sindet let og fylder det med alle de lyse farver,
der findes.
Hvert sekund lagres inden i
dig og man forsøger at fastholde dem alle. Men sekunderne bliver
ved at komme, de står i kø for at finde en plads. Til sidst
må de bageste vige pladsen for de mere farverige, de mere duftholdige
og de stærkeste.
Indtryk kæmper om en plads
i den hærgede sjæl, gode indtryk forsøger med stor
styrke at fortrænge de dårlige, som så længe har
haft magten. Jo længere man lytter til uendeligheden, bjergene,
planterne og stilheden, des mindre magt får det mørke og
fyldes i stedet med lys.
Gud må have været
i et usandsynligt godt humør, da han skabte dette sted og lod det
blive et sted, hvor historie skabes på lige fod med farver, duft
og en indre kraft og balance.

Konstant vil fortid og nutid mødes og forenes
og skabe en fremtid med fornyet styrke. Hvis uendeligheden vil det, vil
dette fortsætte uendeligt. Flere og flere vil bidrage til uendeligheden,
mennesker, dyr, planter. Uendeligheden vil skifte og sætte fodspor
i omgivelserne, fremtiden vil blive til fortid.
|